Fristende sommertrifli med jordbær og rabarber

Trifli

trifli

Man bliver virkelig revet tilbage til tiden med farmor og gammeldags dansk sommerdessert, når man får trifli! Og det var præcis, hvad jeg tænkte, da jeg kom i tanke om denne skønne dessert. En sommeraften i forrige uge stod den på hyggelig grillmiddag med svigerfamilien, og jeg meldte mig hurtigt på desserten. Det var virkelig en dejlig aften – og jeg er heldig at kærestens forældre er så gode til at lave lækkert mad. Til forret fik vi nogle små fine appetizer i form af halve abrikoser og små agurker med forskellige oste og andre lækre sager på. Til hovedret fik vi en to skønne salater og ikke mindst det mest saftige kød fra grillen! Og så sluttede vi ellers af med en dejlig stor omgang trifli anrettet i fine glas. Jeg var så heldig at kæresten havde sit kameraudstyr med hjem, så han tog de flotte billeder!

Det var desuden de allersidste rabarber jeg overhovedet kunne fremtvinge fra forældrenes rabarberplante – og man kan vist ikke forlange mere efter 3 høstninger 😉

Nå, ikke så meget snak – mere trifli! Nyd denne perfekte kombination af sødme, knas og fløde.

Opskrift:
til 7 pers.

Jordbær/rababergrød:

  • 1 bk jordbær
  • 200 g. rabarber
  • Mellem 100-150 g. sukker alt efter bærernes sødme
  • 1 vaniljestang

Vaniljeflødecreme:

  • 4 pasteuriserede æggeblommer
  • 30 g. flormelis
  • 1 Maizena fløde 21%
  • 1 vaniljestang
  • Makroner
  • evt. lidt portvin eller sherry

Skær jordbær og rabarber i passende stykker – cirka 1-2 cm rabarberstykker. Gem en håndfuld hele jordbær til pynt! Kom herefter jordbær, rabarber, sukker og vaniljekorn+ stang fra 1 stang i en gryde og kog det til grød i ca. 10 minutter. Juster sukkermængden efter frugtens sødme. Hvis man ønsker en meget blendet grød, lader man det koge længere – men jeg kan godt lide at man stadig kan se jordbær og rabarber.

Når grøden er kogt færdig stilles den til afkøling. Husk at den bliver mere fast, når den er kold.

Lige inden servering laves råcremen ved at piske æggeblommer luftige og hvide med flormelis og kornene fra den anden vaniljestang. Herefter piskes flødeskum i en anden skål og til sidst blandes flødeskummen med den luftige æggemasse og det hele vendes sammen.

Så skal triflierne samles. Hav de knuste makroner klar! Start med at fordele lidt råcreme i glassene, læg jordbær/rabarbergrød ovenpå og så makroner. Gør det hele igen og slut af med råcreme og pynt med de friske jordbær! Jeg hældte desuden cirka 2 spsk. portvin ud over makronerne i hver anretning, hvilket gav en dejlig smag. Det kan dog sagtens undværes.

trifli

Velbekomme!

Reklamer

Sommerlæskende iskaffe

iskaffe

Dette indlæg indeholder noget, der ikke før har været her på bloggen. Nemlig opskriften på noget, jeg slet ikke kan fordrage smagen af! KAFFE. Ja, jeg har ikke lært at drikke kaffe, og jeg vil gøre meget for også at undgå det i fremtiden. Jeg kan simpelthen ikke snuppe smagen på nogen mulig måde. Jeg bliver dog af og til udfordret af min kæreste, som er noget af en kaffedrikker, men intet har imponeret mig. Derfor blev denne iskaffe også lavet til kæresten aftenen før vi tog hjem til Varde, da jeg havde lyst til at prøve den af. Og jeg smagte den faktisk! Men nej, heller ikke denne gang lykkedes det. Kæresten var dog rigtig glad og drak et stort glas 🙂

Jeg prøvede først en udgave uden sukker, men den smagte simpelthen af dårlig kold kaffe. Så jeg måtte prøve noget andet og fandt ud af at jeg ikke kunne komme udenom sukkeret.

Man skal huske at lave en kop kaffe i god tid og stille den på køl, for at kunne lave iskaffen. Og derudover selvfølgelig at have isterninger klar! Men ellers er det ligetil 🙂

Opskrift:
2 store krus

  • 3/4 dl kold stærk kaffe
  • 1 tsk brun farin
  • 6 store isterninger
  • 2 dl kold mælk
  • Evt. lidt kakaopulver

Kom den kolde kaffe og farin i en blender og tilsæt isterninger og mælk. Blend det hele til det er cremet og smag det til. Server i et høj krus med drysset kakaopulver og et sugerør 🙂

iskaffe

Velbekomme!

Bærcrumble med hvid chokolade

Bærcrumble

      Bærcrumble  Bærcrumble
Bærcrumble

Jeg får tit ideer og opskrifter, når jeg spiser med veninder og familie. De gemmer ofte på nogle gode, lette og lækre opskrifter, som jeg efterfølgende gerne vil have fingre i! Det samme gjorde sig gældende, da jeg til min venindes fødselsdag fik denne lette, skønne og lune frugtdessert med smeltende vaniljeis på toppen…. MUMS! Jeg bliver helt lækkersulten ved tanken.

Nu har jeg tyvstjålet opskriften og deler den gerne med jer, så I også kan nyde den! Jeg er ret sikker på, at næsten alle kan lide den og den ser ud af mere, end hvad man lægger i den af energi = win/win. Derudover kan man forberede både bær, crumble og chokolade om formiddagen og så bare smide det sammen i et tærtefad og komme det i ovnen lidt inden det skal serveres. Easypeasy! Serveret med en iskold vaniljeis er det virkelig en vanedannende dessert!

Nu vil jeg smutte om til en sød veninde og hjælpe hende med at gøre klar til fødselsdagsmiddag i aften og så skal der ellers hygges med pigerne! God torsdag til jer!

Opskrift
4-6 pers. Et lille tærtefad.

400 g. blandede bær (jeg bruger fra frost)
100 g. koldt smør
75 g. havregryn
1,5 spsk hvedemel
40 g. sukker
50 g. hvid chokolade
Vaniljeis

Tag bærene op og put dem i en sigte, så det meste af vandet kan løbe fra. Imens laves crumblen ved at smør, havregryn, hvedemel og sukker samles til en masse og lægges på køl. Imens hakkes chokoladen. Tag et tærtefad frem og hæld bærene i bunden. Smuldr crumblen udover og top til sidst med den hakkede chokolade. Det hele bages i ovnen i 25-30 min. ved 200 grader.

Når chokoladen og crumblen har taget farve, tages den ud og serveres med iskold vaniljeis!

HALLELUJA!