Mine favorit morgenbrød

Morgenboller

Morgenboller

Dej         Dej

Jeg har gennem årene prøvet rigtig mange opskrifter af på brød og boller. Men efter jeg har fået min en køkkenmaskine, der bare aldrig giver op, får jeg nogle helt andre brød. Det skyldes, at dejen ved længere og bedre æltning bliver langt mere elastisk og derved hæver meget bedre. For at gøre sagen kort, er det gluten i brødet der gør, at det hæver og når min køkkenmaskine tæsker dejen, udvikler gluten sig og brødet bliver fantastisk! Hvis man derudover bager bollerne på en forvarmet pizzasten – jamen så er det brød så englene synger!

Årsagen til at brødene bliver så sprøde udenpå, men bløde indeni, er også, at de skal hæve natten over i køleskab. Så sørg for at have plads og en stor nok skål klar! Jeg bager nemlig altid dobbelt portion, hvilket kræver lidt mere kapacitet.

I får her opskriften på de skønne brød, så jeg kan smutte ud i solen igen 😉 Jeg må nok inddrømme at sol og sommer er årsagen til, at det står lidt stille her på bloggen. Jeg sidder simpelthen ikke indenfor foran min computer, og I er jo sikkert også ude at nyde vejret!

Opskrift:
ca. 14 boller

  • 15 g gær
  • 5 dl koldt vand
  • 4 store spsk olie
  • 1,5 spsk salt
  • 1 tsk honning
  • 300 g durummel
  • 100 g. fuldkornsmel
  • 200 g hvedemel
  • Evt solsikkekerner, revet gulerod.

Som altid skal vand og gør blandes først. Kom herefter olie og honning i og ælt melet i lidt af gangen. Jeg kører bare fuld skrald på min køkkenmaskine og kommer melet i lidt af gangen, sammen med kerner og revet gulerod. Til sidst kommes saltet i (da det kan ødelægge gæren ved at komme i direkte kontakt). Dejen skal være fugtig, så hæld ikke mere mel i end hvad opskriften siger. Herefter lader jeg køkkenmaskine ælte dejen i cirka 20 min. på medium styrke indtil dejen kan klare glutenprøven. Læs mere om det her.  

Smør en stor skål med olie og kom dejen heri. Smør også dejens overflade med olie og stil den på køl med husholdningsfilm over. Lad den hæve til næste morgen.

Hvis du har en pizzasten, så sæt den i ovnen på 250 grader i 10 min. Ellers bare tænd ovnen på 200 grader.

Hvis du har tid, så stil skålen med dej ud på køkkenbordet en time før bollerne skal i ovnen. Hvis ikke, så bare tag dejen ud, når den skal bruges. Hæld den ud på et meldrysset bord og drys også lidt mel på toppen. Jeg bruger en hård dejskraber til at forme bollerne og skære dem fra resten af dejen. Kom dem på den brandvarme pizzasten, drys med lidt mel og bag dem i 15-18 min. ved 200 grader.

Morgenbolle

Velbekomme!

De bedste hjemmebagte grove burgerboller!

          

          

Der er ikke noget bedre end en god fredagsburger! Især ikke når vejret er så mørkt og trist, som det er i dag. Planen var egentlig at jeg skulle til årets største fredagsbar her i Århus med nogle studievenner, men hvis det fortsætter med at regne og blæse, bliver festen vist flyttet hjem til mig i stedet!

Tilbage til burgeren.. Jeg elsker de her hjemmelavede burgerboller, og man skylder virkelig sig selv (og ikke mindst sin burger) at servere dem med denne lækre bolle. Det er samtidig en lidt grovere version, og hvis man alligevel skal ned og købe burgerboller, så er det næsten lige så hurtigt at lave disse! Man får i hvert fald et rigtig godt resultat ud af lidt anstrengelse.

Hvad du putter i din burger, skal jeg ikke bestemme 😉 Men burgeren på billedet er en kyllingburger med kyllingefilet, guacamole, rucula, agurk, tomat og rødløg. Man kan også lave en mere ”spicy” version med salsa og jalapenos eller en cheeseburger med bøf af oksekøb og smeltet ost.

Jeg lavede kun en halv portion, hvilket jeg fik fire store burgerboller ud af. Den fulde portion får man omkring 8 store eller 12 mellemstore burgerboller ud af.

De kan derudover også sagtens bruges til sandwichbrød!

Opskrift:

ca 10-12 mellemstore boller

50 g. gær
5 dl lunken vand
2½ tsk sukker
1 tsk salt
2 æg
0,4 dl olivenolie
150 g. groft rugmel
100 g. havregryn
500-550 g. hvedemel

Topping:
Æg og sesam

Guacamole (2 pers.): 1 avokado, 3 spsk. creme fraiche, 1 fed hvidløg, citronsaft, salt. Ingredienserne blendes sammen.

Opløs først gæren i det lune vand og rør sukker, olie, salt og æg i. Herefter røres rugmel og havregryn i og hvedemelet æltes i efter behov. Ælt det godt igennem. Lad dejen hæve i 1 times tid og del den herefter i det ønskede antal, rul dem til boller, og tryk dem flade til cirka 2. cm i højden. Herefter skal de hæve 30 min.

Pensel dem med æg og drys med sesam og bag bollerne ved 12 min. ved 210 grader.

Rigtig god weekend og velbekomme!