Cremet karamel af kondenseret mælk

karamel

karamel

Karamel

Et sikkert hit, som I måske allerede kender! Hvis ikke, er jeg glad for at kunne introducere jer for det, da det simpelthen er for nemt til ikke at lave 🙂 Man kan bruge karamellen til mange forskellige ting. Jeg har selv brugt den til konfekt, karameller og som topping til is, men kan også forestille mig at den vil være god i kager og måske macarons? 🙂 Der er utallige muligheder for at bruge denne cremede, lækre karamel!

Det eneste det kræver at lave karamellen er 1 dåse kondenseret mælk (som kan købes i Rema1000, Føtex osv.). Tag papiret af dåsen og læg den uåbnede dåse i en gryde med vand, så dåsen er dækket til. Kog dåsen i 3 timer konstant dækket af vand og lad efterfølgende dåsen køle helt af. Når den er kølet af og du åbner den, dukker den cremede karamel frem – klar til brug!

Reklamer

Flødekarameller overtrukket med mørk chokolade

Ud fra den feedback jeg får fra jer søde læsere, er jeg ret overbevidst om, at den her opskrift vil falde i god jord! For der er vist en del derude, som har en mindst ligeså sød tand som mig – og det er jeg meget glad for. Så har jeg nemlig en undskyldning for at lave disse lækkerier og dele dem med jer 😉

Disse skønne flødekarameller lavede jeg her i weekenden, da lillebror og jeg lørdag aften havde video/slik aften hjemme i Varde. Resultatet blev godt og de var nemme at lave, hvilket altid giver ekstra point hos mig! Næste gang jeg laver dem, vil jeg dog forsøge at få de færdige karameller til at blive mere bløde, da den her portion blev lidt hård. Jeg har en ide om, at det afhænger af, hvor længe man koger massen.

Nu vil jeg få læst det sidste udviklingspsykologi til denne uge, se ugens afsnit af Forbrydelsen og tage i biffen med ze boyfriend, hvor vi skal se Kapringen.

Rigtig god søndag aften til jer!

Opskrift

ca. 65 stk. Man kan sagtens halvere portionen. 

175 g sukker
2 dl fløde
2 spsk vanillesukker
1,25 dl mørk sirup
1 tsk honning
1 spsk. kakaopulver

Overtræk: 200 g. mørk chokolade

Hæld alle ingredienserne i en gryde og få det til at koge, hvor det skal koge på lavt blus i ca 20-30 min. Rør jævnligt i det. Hæld herefter massen i en form beklædt med bagepapir og fornem hvor hurtigt det stivner. Hvis det stivner hurtigt rulles kuglerne med det samme. Hvis ikke, sættes massen på køl til den har den rette konsistens.

Smelt chokoladen i vandbad eller mikrobølgeovnen. Når det er smeltet, vendes de afkølede karamelkugler der i, indtil alle er dækket af chokolade. Herefter lægges de på et stykke bagepapir, til de er størknet.

Velbekomme!