Marengskage med jordbær

Den her kage bliver din nye favorit! En kombination af kage, marengs, syrlig creme fraiche og søde jordbær. Så bliver det ikke bedre eller mere sommerligt. Der er altid rift om stykkerne, når min gode venindes mor laver den her kage, og derfor var jeg nødt til at spørge efter opskriften. Kagen er perfekt til mange mennesker, da den både er stor og lækker på samme tid. Du kan selvfølgelig halvere opskriften og bage den i en mindre form – men dét kommer du til at fortryde, når du har lyst til et stykke mere og et stykke mere og et stykke mere og et stykke mere.

Kagen består af 4 lag:

1 kagebund
1 lag af marengs
1 lag af en creme af fløde og creme fraiche
1 lag af jordbær

Kagebunden og laget af marengs skal bages sammen, mens cremen og jordbærrene lægges på, når kagen er kølet af.


Opskrift:

1 bradepande. Til omkring 15-18 pers. 

Kagebund:
375 g. smeltet smør
300 g. sukker
6 æggeblommer (gem hviderne til marengs)
225 g. hvedemel
4,5 tsk. bagepulver

Lag af marengs:
6 æggehvider
460 g. sukker
3 tsk. vaniljesukker

Fløde/creme fraiche creme:
o,5 l. fløde
1 bæger creme fraiche 18% (ellers bliver cremen for tynd)

Topping:
2 bakke jordbær
Evt blåbær, brombær eller hindbær


Sådan gør du:

HUSK at kagebunden og marengs skal bages sammen, så derfor starter du med at lave de to.

Kagebund: 
Smelt smørret og pisk det sammen med sukker.
Skil æggeblommer fra hvider OG GEM HVIDERNE.
Pisk æggeblommerne i smør/sukkermassen én af gangen.
Pisk til sidst mel og bagepulver i.
For en bradepande med to stykker bagepapir og kom dejen i.
Kom ikke dejen i ovnen endnu – marengsen skal først på!

Hvis du vil bruge samme skål til at lave marengs, så husk at gøre den + piskere rene, inden du går igang med marengs.

Lag af marengs: 
Kom de 6 æggehvider, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk marengsen så stiv, at du kan vende skålen på hovedet, uden det falder ud. Det tager 5-10 min.
Når det er pisket stift, smører du marengsen ud over dejen i bradepanden. Kom gerne helt ud til kanterne.

Bag bund + marengs i ovnen ved 200 grader i 25-30 min.

Fløde/creme fraiche creme:
Vent med at komme cremen på til lige inden servering.

Når kagen er kølet af og den skal serveres, pisker du fløden rigtig godt – næsten til smør – ellers bliver cremen for flydende.
Når fløden er pisket godt, vendes creme fraichen i, og cremen fordeles ud på kagen.

Skær jordbærrene i skiver og læg dem på kagen evt. sammen med andet frugt.

Så er kagen ellers klar til at blive nydt!

…. Du kan sagtens gemme et stykke til dagen efter.

    

   

Reklamer

Skønne flødeboller med marcipanbund!

Hjemmelavede flødeboller er ikke til at modstå! Især ikke når de er lavet på en bund af bagt marcipan, fyldt med luftig guf og penslet med mørk chokolade. MUMS.

Anledningen til disse skønne flødeboller var, at vi hver tirsdag får kage på mit psykologihold og i går var det min tur. Selvom man aldrig går fejl af en dejlig svampet chokoladekage, så havde jeg lyst til at der skulle ske lidt nyt! Jeg surfede lidt rundt på nettet og faldt over et par opskrifter, som jeg sammensat til denne, hvor der ikke skal bruges alle mulige fancy ingredienser 😉

Jeg har nok altid tænkt at, det at lave flødeboller, var en længere proces, men faktisk viste det sig, at det slet ikke var så slemt. Der er en charme over at se hvor flot guffet står på bundene og hvor fint chokoladen lægger sig omkring. Jeg blev så glad undervejr i processen og de færdige flødeboller var fantastiske!

Så hvis man har tid og lyst, skal man endelig bare gå i gang!

Opskrift:

ca 30 stk. 

300 g marcipan
300 g sukker
1 dl vand
1 vaniljestang
150 g past. æggehvider
2 spsk. sukker
200 g. chokolade
evt. 1 dl. olie (til hvis chokolade bliver for drøj)
Pynt: kokos, pistacie osv.

Først skal marcipan bundene laves. Man kan sagtens bare skære marcipanen direkte fra rullen, men jeg valgte at rulle marcipanmassen ud med en kagerulle, så jeg efterfølgende kunne trykke bundene ud i den størrelse jeg ønskede. Jeg ville gerne lave små flødeboller, så jeg brugte et æggebæger. Bundene lægges herefter på bagepapir og bages ved 180 grader i 5-8 min, til de er let gyldne.

Herefter skal guffet laves. Vaniljestangen flækkes og koges op sammen med sukker og vand. Kog det ca. i 2 min.

Æggehviderne piskes let sammen med de 2 spsk. sukker, hvorefter sukkerlagen tilsættes langsomt. Pisk guffet med en håndmikser (eller røremaskine) i 15-20 min, til guffet er helt fast og ikke falder ud af skålen (her blev min tålmodighed virkelig sat på prøve)

Guffet sprøjtes på bundene med en plastiskpose og flødebollerne bages i 5 min. ved 180 grader, så de bliver lidt faste inden chokoladen skal på.

Efter afkøling penslet flødebollerne med smeltet chokolade (hvis chokoladen bliver for drøj, kan man blande det med 1 dl. smagneutral madolie, f.eks. solsikkeolie og toppes med hvad man har lyst til.

Sættes herefter på køl!

Velbekomme!

Marengs med sommerjordbær, vaniljeis og chokolade

                

 

                       

Så er der dømt sommerdessert for alle pengene! Jeg fik muligheden for at lave en lækker dessert og i denne sommertid (som det er, på trods af store mængder regn) kan jeg ikke lade være med at tænke på jordbær. Jeg elsker jordbær – både at tage ud og plukke og at spise alt for mange af dem.

Opskriften her stammer fra en venindes mor, som engang lavede den til en fest og jeg har haft lyst til at lave den lige siden. Kender I det? I har en god opskrift og tænker “den skal jeg lave en dag”. Men når tiden så endelig kommer, kan man ikke huske en eneste af de gode opskrifter og så laver man noget helt andet. Men ikke denne gang – strawberryTIME!

Derudover minder denne opskrift mig utrolig meget om den New Zealandske national dessert, Pavlova, som jeg lærte at lave af en ægte kiwi mor, da jeg var ude at rejse: Verdens bedste marengs med mange forskellige slags frugt og is!

Opskrift:

Dessert til 5 pers.

Marengsbund:
4 æggehvider
200 gr. sukker
150 gr. mørk chokolade
Lidt vaniliesukker

Æg og sukker piskes indtil det er så stift, at skålen kan vendes på hovedet uden at det falder ud. Chokolade hakkes og vendes forsigtigt i.
Herefter hældes massen over i en springform eller en anden form i et lag på ca. 2-3 cm tykkelse.
Bunden bages ved 120 grader i ca. 1 time (måske lidt mere)

Tilbehør:
1 liter vaniljeis
500 g. jordbær (mindst!)

Bunden køles af og lidt før servering røres vaniljeisen op med lidt mælk, så det bliver til softice. Softicen lægges ud på marengsbunden, hvorefter jordbærene hældes ud over. Strø evt. lidt hakket chokolade ud over til sidst.

Så bliver det ikke bedre! Velbekomme!